AFGANG 2017 – kunstlinjens afgangsudstilling

Uddrag af Sannes åbningstale:
Fordi man ikke umiddelbart kan se en dybere mening med det man står foran, er det jo ikke ensbetydende med, at det ikke handler om noget, og derfor er meningsløst. Digteren, Søren Ulrik Thomsen har formuleret det således: hvad gør man, når noget ligger udenfor sprogets grænser, men alligevel presser sig på. Man skaber kunst!

Kunstværker er meddelelser, sprog, budskaber fra ét menneske til et andet. Kunst skaber kontakt mellem mennesker. Når man kigger på kunst, lytter til musik, ser et teaterstykke, foregår der et møde og en dialog. Og at skabe dialog forudsætter tillid og ligeværd. Et kunstværk møder altid sin beskuer med en tillidsfuldhed  og en åbenhed, hvor kunstneren nedlægger alle parader og blotlægger sig selv.

Schhhyyyy, værket taler!

Men kunst behøver koncentration og lydhørhed. Den kræver det simpelthen, den insisterer på det, den vil ikke vide af os, hvis ikke vi giver den det; har vi ikke sammenhængende tid nok, spiller kunsten kostbar, holder på alle sine hemmeligheder og giver for lidt fra sig.

Den moderne kunst, som netop ikke lader sig så let afsløre, bliver måske netop derfor uforstående og derfor for mange uvedkommende og meningsløs.

I mødet med kunsten kan vi få lov til at få en kærkommen pause fra de tilsyneladende uendelige flow af nyhedsfeeds, opdateringer og infotainment som vi alle er omringet af 24/7 og måske er det netop een af grundene til, at kunsten er særdeles betydningsfuld for samfundet i dag. Den kan med sin insisteren få os til at stoppe op og reflektere over tilværelsen, den kan skubbe os ud i et nyt rum, hvis vi viser den tillid og tid, som det kræver. Den kan vise os det uberegnelige og simpelthen udfordre os. Kunsten kan rykke ved vores , åhh, så redigerede virkelighed, fordi den unddrager sig vores normale filtre, som vi mere og mere ser verden igennem.