Andreas’ afslutningstale til årgang 2016-17

Der er dage, hvor alt bare lykkes.
Der er dage, hvor du ikke rigtig kommer i gang.
Der er dage, hvor alt føles uretfærdigt.
Der er dage, du aldrig glemmer.
Der er dage, du allerhelst bare vil glemme.
Der er dage, hvor ord bliver for små.

Og så er der dage som denne. En dag med både grin, ondt i maven, glæde, sang, tårer, kærlighed og kram. Det er ikke en dag, I har set frem til – men det er alligevel en dag, I på sigt vil se tilbage på med varme og smil, når det hele er kommet lidt på afstand. For det er en dag, hvor det vemodige farvel skyldes store oplevelser, et stærkt fællesskab og gode venskaber.

Det var så det. Ti måneders intensiv, rendyrket efterskole. Har I nu fået det ud af det, som I drømte om – var det lige så fedt som forventet? Måske I først har svaret om et par år, når det hele er kommet på afstand – måske I slet ikke er i tvivl, når I sidder i bilen på vej hjem. Men skoleåret 2016-17 har nået sin ende. I har haft jeres ti måneder på Brøruphus, og I har sat jer de spor, I kunne nå.

I har villet meget, I har været ambitiøse. I har ind i mellem givet os grå hår – flere grå hår – og I har frustreret os. Jeg ved, det har været gensidigt, for I har ind i mellem også været trætte af os og vendt øjne af vores regler, rammer og mange fællesarrangementer. En overgang syntes vi, at I havde nok i jer selv og ikke var åbne nok overfor nye venskaber. Det var I ikke nødvendigvis enige i, men I tog det alligevel til jer – og vi fornemmede, at noget forandrede sig positivt på elevholdet.
Det er noget, der kendetegner jer. Midt i al jeres iver og lyst til at opleve og udfordre efterskolelivet, har I reflekteret over jeres roller i fællesskabet, og vi har aldrig tvivlet på jeres gode og positive hensigter.
Det kan derfor godt være, vi nogle gange har italesat og bedt jer om at passe bedre på hinanden i det store efterskolefællesskab, men samtidig har jeg aldrig før oplevet en årgang med så lavt et frafald. Meget få har forladt og fravalgt fællesskabet på årgang 2016/17, og sammen med medarbejderne bærer I ansvaret for dette. Det skal I have en stor tak for. Nogle af jer har kæmpet med hjemve og tvivlet på, om efterskolelivet var noget for jer, men når I sidder her i dag, er det fordi, I tog kampen op og ansvaret på jer. Det har jeg stor respekt for.
Lige nu har I en stor klump i maven, fordi det gør ondt at vide, at skoleåret er forbi. Men lad tårerne være glædestårer over alt det gode, I har oplevet, mærket og udrettet.

I går spillede jeg en sang for jer – Rasmus Walters fortolkning af Anne Dorte Michelsens ”Jeg har lagt mine våben”:
Vi har sat os under solen
et sted hvor vi kan være os selv
mærker den sidste rest af sommer.
Ingen af os siger noget
men vi får talt alligevel
om alt det der var, og det der kommer.

Jeg har lagt mine våben for dig
både skjoldet og mit sværd.
Jeg vil ikke bære våben mer’
Jeg har åbnet mit hjerte for dig.
Det er sjældent at det sker.

Vi er kommet til en dag, hvor jeg klart fornemmer, at I har lagt alle jeres våben fra jer. Da I startede, havde I paraderne oppe. Sådan er det – det gælder for alle nye efterskoleelever – og det er naturligt, når man starter på noget nyt. Men lige så stille har I sænket paraderne – I har taget hinanden ind under huden – åbnet jer op og vist os, hvem I inderst inde er.
Det kan godt være, at Anne Dorthe for mange år siden skrev denne som en kærlighedssang, men for mig er det lige så meget en sang om at være menneske blandt andre mennesker. Mange af jer har i dette år skabt venskaber, hvor I ikke behøver at sige så meget, og når I nu går ud i verden og møder nye mennesker, så husk på, at det kræver at turde lægge sine våben og åbne sit hjerte.
I en verden, hvor vi hver dag desværre bliver mødt af nye uroligheder ikke blot i brændpunkterne, men af terrorhandlinger og had, da håber jeg og tror på betydningen af, at I ikke vil bære våben, men bruge dialogen og jeres evne til at være åbne over for det, I møder.

De fleste af jer startede som elever med en stor identitet i jeres linjefag. I var kunstelever, fodboldpiger og hvad I nu kaldte jer selv. Det er I måske stadig, men mest af alt er I Brøruphusere. Jeg håber, I har set og mærket værdien af at være på et sted med forskellige linjefag, forskellige typer, forskellige verdener. Det er nemlig det fællesskab, der er noget helt særligt på Brøruphus.

Jeg håber, vi har lært jer, at det er klogt og godt at gøre sig umage. Og her tænker jeg ikke kun på skolefagene, fællesfagene og linjefagene.
Gør jer umage med jeres liv, jeres drømme, jeres uddannelse. Gør jer umage med hinanden og engagér jer i det samfund, I er en vigtig del af. Stå på tæer og tro på, at I er uendelig meget værd. For det er I er! Følg jeres hjerter og grib alle de muligheder, der opstår. I har så uendelig mange muligheder foran jer – så mange, at I kan blive helt forvirrede af det – men grib dem og vær tro mod jer selv og hinanden. I er faktisk i stand til at forandre verden, hvis I vil – og det håber jeg, I gør. Jeg håber, skolens værdier har præget jer, så I møder jeres omgivelser med noget meget centralt i vores værdigrundlag – nemlig, at på Brøruphus tror vi på, at unge kan noget, vil noget, er videbegærlige og har lyst til oplevelser.
Gå nu ud i verden og vis den, hvad I har lært – og vigtigst: hvem I er.

Filosoffen Løgstrup har sagt, at man aldrig har med et andet menneske at gøre uden at holde en flig af hinandens skæbner og liv i vores hænder. Med andre ord: I har haft et stort ansvar for hinandens efterskoleår. Ved at være en god ven, være opmærksomme, venlige, kærlige og hjælpsomme har I holdt hinandens skæbner i jeres hænder, og I har dermed givet hinanden ti fantastiske måneder på Brøruphus. Som Ole Vistisen plejer at sige: fællesskab – det er noget, man giver til hinanden.

I den sidste tid er jeg jævnligt blevet spurgt af jer, om I nu har været gode nok – om I har været en god årgang. Ja! I har været gode nok. Jeg vil undlade ordet nok, for I har kort sagt været gode, søde og nemme at holde af.
Vi har holdt af hele pakken – hele jer. Men det er tid til at sige farvel.
Farvel til Williams noget markante stemmeleje.
Farvel til mindst femten daglige facebookopslag om mistede birkenstocksandaler, mindebøger og telefoner.
Farvel til det legendariske springkoncept i opvisningen.
Farvel til Annes indtrængende opfordringer til at være stille under højskolesangenes forspil.
Farvel Henni, Store Mads, Bissemor, Vøllefar, Horny og alle jer andre, der har holdt fast i jeres fødenavn.
Farvel til køkkenets kreative vegetardage og mindst mulige madspild.
Farvel til drengegangens uhygiejniske tilgang til toiletrengøring.
Farvel til Stoffers små vittigheder, der aldrig slipper op.
Og farvel til alle de gode og fine efterskolestunder, der opstår af selv uden varsel.

Tak for tiden på Brøruphus. Om et øjeblik er det slut, og I skal videre i jeres liv. Tak for jeres nysgerrighed, jeres livsglæde, jeres energi. Tak for alle sangene og tak for al jeres larm, bøvl og latter. I er altid velkomne til at kigge forbi. Nok bliver skolen fyldt med nye elever efter sommerferien, men I bærer Brøruphus med jer i hjertet, og vi vil glæde os til et gensyn med jer.

Kære forældre. En stor tak til jer for samarbejdet i årets løb. Tak for medspil og modspil – og tak fordi, I har overladt jeres kæreste eje til os i de sidste ti måneder. Jeg ved, at det kan være udfordrende at stå på sidelinjen, men jeg synes, I har givet os den fornødne plads til at arbejde med jeres børn – og jeg håber og tror, det er et forandret ungt menneske, der flytter hjem igen.

En stor, varm og hjertelig tak skal lyde til hele medarbejderflokken. Med dedikation, professionalisme og ordentlighed har I gjort et fantastisk stort arbejde for eleverne og skolen. Det er en kæmpe fornøjelse at arbejde sammen med jer, og I skal have en stor tak for indsatsen.

Kære elever. Tak for et fantastisk efterskoleår. Flyv ud i verden – gem Brøruphus i hjertet – og pas rigtig godt på alle omkring jer.

Andreas Vind, d. 24. juni 2017