Den dag drenge blev til gentlemen

drengedag

Drengedagen startede med en skummel kalender og vittigheder, der kun bør fortælles i små, mørke lokaler. Thomas Schwarz var i sit es, da drengene skulle være drengerøve. Alle cyklede ud på en mark, iførte sig kedeldragter og spillede Capture The Flag med farvet havregrød. Bagefter løb 80 grønne og røde drenge, kun iført underbukser, over Skanderborg golfbane for at komme ned til søen og blive vasket. Et ældre ægtepar havde lidt svært ved at koncentrere sig om det afsluttende put, da luften genlød af råb og hvinen. Søen var kold, men alle kom i og blev efter flere forsøg næsten rene.

Samtidig tilbage på skolen dyrkede pigerne yoga, dansede hip hop og gav hinanden massage. Bagefter gjorde de sig klar til den store aften, hvor de alle blev inviteret på date og gallamiddag af en af drengene.

Da drengene kom tilbage på skolen var det bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt de blev forvandlet fra drengerøve til gentlemen. De fik en rose og navnet på den pige de skulle på date med, og sjældent har der været så mange galante unge mænd på Brøruphus Efterskole. Pigerne blev hjulpet ned ad trappen, stolen blev trukket ud, og der blev hentet drikkevarer. Det var i sandhed et øjeblik der vidner om, at vores fremtid er i trykke hænder.

Efter middagen blev der danset lanciers i hallen og spillet musik i Musikhuset. Der var en fantastisk stemning og for alle musikere, var det en uforglemmelig oplevelse – den første koncert på Brøruphus.