NÅR SELV DET VÆRSTE BLIVER DET BEDSTE

Brøruphus Afslutning

Tak til elevholdet 2014/2015 for et helt unikt efterskoleår. Den rejse vi alle har været på sammen udtrykkes ikke bedre end af Ida Skibsted i hendes uforglemmelige elevtale. Vi glæder os til at se jer alle igen.

Af Ida Skibsted Cramer 
Hvor blev det år lige af? Det føles nærmest, som var det i går, at jeg sad i bilen på vej ud til Brøruphus med maven fuld af sommerfugle og tanker og forventninger om, hvordan det her fantastiske år, som jeg altid havde glædet mig til og hørt så meget om, ville blive. Og nu sidder vi så her de samme mennesker, men med nogle helt andre oplevelser og følelser indeni. For hold nu op et vildt år vi har haft os, og hvor er det svært at forstå, at der er sket så meget på så kort tid. Vi vidste nok godt alle sammen, at vi ville komme til at få nogle nye og stærke venskaber, men at vi ville møde nogle mennesker, som ville få så stor en betydning og komme så tæt på os, tror jeg ingen af os havde regnet med. 

En dannelsesrejse er begyndt
Det er svært at sætte ord på det, vi har sammen. Det er som om, at der ikke rigtig er ord, der er store nok til at beskrive det. Vores efterskoleår er så mange små og store ting, så det har været svært at skrive denne tale, men jeg har valgt at lade mig inspirere af digteren Søren Ulrik Thomsens digte ”Det værste og det bedste” og bygge min tale op omkring den ”form”.  Vi har oplevet livet på godt og ondt, og der har været øjeblikke, hvor man har tænkt ”det her er det bedste” og så har der været øjeblikke, hvor man har tænkt ”det her er det værste.” Men det, jeg synes, er bemærkelsesværdigt er, hvordan det klart er det bedste, der fylder mest, og hvordan det værste nu nærmest føles som noget af det bedste. 

Det bedste er, hvordan vi 170 vidt forskellige mennesker med hver vores historie og oplevelser i bagagen en varm sommerdag i august hoppede på en rejse, som vi ikke rigtig vidste hvor ville bringe os hen, og hvor ville ende. Vi har været på en dannelsesrejse. Badet i mennesker, blevet farvet og mærket af dem. Vi har mærket livets lyse og mørke facetter. Vi var nogle modige mennesker, der tog ud på den rejse. 

Det værste har været nogle gange at blive kastet ud, hvor man slet ikke har kunnet genkende sig selv, og hvor det har været svært lige at finde sit ståsted. 

Det bedste har været altid at være omringet af mennesker, der var klar til at gribe en, hvis man skulle falde. Mennesker der var klar med en krammer, hvis alt syntes lidt uoverskueligt, og man bare gerne ville hjem til mor. Det har været et intenst og følelsesladet år, og vi kan vist godt nikke genkendende til, når de siger, at et efterskoleår svarer til 7 menneskeår. 

Det værste er, at det kun varer et år, men måske er det i virkeligheden også det bedste. 

Et lille unikt samfund
Det bedste er, at Brøruphus har været vores hjem, vores tryghed og vores familie. Vi har fået skabt os et lille unikt samfund. Et mangfoldigt fællesskab, hvor der er plads til at eksperimentere og finde nye sider af sig selv og andre, tænke anderledes og se ting gennem andres øjne for derefter også bedre at kunne forstå sig selv. I samværet med andre finder mennesket nemlig sit selv og bliver et stærkere jeg, og man må sige, at vi hele tiden er blevet stillet over for spørgsmålet ”Hvem er jeg?” 

Det, at der er så mange forskellige mennesker, er vigtigt for Brøruphus, og det vi har sammen. Den her samhørighed, der gøres stærkere af alle, fordi vi hver især kan bidrage med forskellige ting – det gør fællesskabet stort og meningsfuldt. Det er det bedste. 

Det bedste har også været at få hevet stikket ud og lige tage en pause fra hele denne ”vi-skal-så-hurtigt-fra-a-til-b-mentalitet” der er blevet en trend ude i samfundet, som jeg synes, er det værste. I stedet har vi fået lov til at koncentrere os om at være sammen med hinanden som autentiske mennesker. Vi har taget en dag ad gangen – levet i nuet. Det er det bedste.  

Når man deler stærke ord
Det værste er at stille sig op på en poesiscene og læse et meget dybsindigt digt op om sin højtelskede kontaktgruppe, hvori ordet sex indgår og så ikke kunne sige det uden at fnise og fuldstændigt miste besindelsen, alt imens man står på en scene foran omkring 100 mennesker, og man er totalt blottet og rystende nervøs. 

Det bedste er, at vi til poesiaftenerne har kunnet mærke denne helt særlige respekt for hinanden, og at folk i deres skrøbelighed har kunnet stille sig op og sige nogle ting, som betyder noget for dem, uden at være bange for at blive gjort til grin. Man mærker en helt særlig forbindelse til de mennesker omkring en, når man deler så stærke ord. Det er at turde sætte sig selv på spil, prøve sig frem og springe ud i det med bevidstheden om, at lige meget hvad man kommer til at sige af mærkelige ting, så er der altid mennesker for dig, som stadig holder ligeså meget af dig. Det er det bedste.  

Halvmaraton? Hvad tænker du på?
Det værste er, når Peter Banke gang på gang spørger en, om man ikke vil med ud at løbe halvmaraton, og man hver gang svarer: ”Nej Peter, jeg kan da ikke løbe 21 km. Hvad tænker du på?!”

Det bedste er at have nogle lærere, der tror på en og kan få en til at flytte sig. Det var en kæmpe overvindelse for mig at løbe halvmaraton til Horsensløbet, og jeg kunne ikke have gjort det uden Peter Banke og de andre løbere, som troede på mig og overbeviste mig om, at sammen kunne vi komme igennem det, hvilket vi så også gjorde. Det viste, hvordan vi på Brøruphus trækker hinanden op og tror på hinanden, hvilket jeg, set i et større perspektiv, synes er noget vi efterskoleelever især kan bidrage med i samfundet.  Noget jeg især også vil tage med mig videre ud i livet er det at træde frem, når andre træder tilbage. At være den der kæmper for fællesskabet og gør en forskel.  

Tak til alle jer lærere for at være nogle fantastiske efterskolelærere, men mest af alt tak fordi I er sådan nogle gode og varme mennesker, som vil os elever som mennesker. I har haft en kæmpe betydning for os, og vi har fået nogle forhold til jer, som vi nok aldrig kommer til at opleve med nogen lærere igen. At have haft jer som lærere, venner og bonusforældre i et år er det bedste. 

Fællesskabet er større end det enkelte individ
Det værste er de mange gymnastiktimer i hallen, hvor vi har svedt og nogle gange været totalt besværlige og pubertetsagtige, og man slet ikke har kunnet se meningen med at stå og lave fejesving. 

Det bedste var, da vi alle sammen stod på gulvet i Forum Horsens, og det pludselig gik op for en, hvorfor gymnastikken havde været så vigtig. Jeg tror ikke, at nogen af os havde regnet med, at gymnastikken kunne få så stærke følelser frem i os, og det var måske i virkeligheden heller ikke gymnastikken, der gjorde det, men mere det at stå sammen med sine efterskolevenner og mærke hvordan fællesskabet danner denne helt magiske synergi, og hvordan vi i fællesskab kan udrette ting, der er større end os selv. Fællesskabet er større end det enkelte individ. 

At være i nu’et
Ligesom dengang, hvor vi holdt fest på skolen, og bandet spillede ”Right next to the right one”, som er gået hen og blevet en sang, vi har sammen, hvordan vi pludselig dannede en kæmpe rundkreds (alle var med) og stod og vuggede frem og tilbage i hinandens arme. Det virkede helt naturligt, og der blev også fældet et par tårer, fordi det var et meget smukt øjeblik.   

Der har været mange smukke øjeblikke. Det bedste er at nå til nogle øjeblikke, hvor man kan være et sted og bare føle, at der ikke er noget sted, man hellere ville være, ingen mennesker man hellere ville være sammen med. Lige nu tror jeg, vi alle bare ville ønske, at vi kunne sætte tiden på pause og blive her for evigt.  

I er i mit hjerte
Det værste er, at i dag er sidste dag på Brøruphus. Jeg kommer til at savne altid bare at kunne gå ud fra mit værelse, og så står jeg omringet af mennesker, jeg holder af, og jeg kommer til at savne aftenerne på F7 med min roomie, som jeg har fået et forhold til, jeg aldrig har oplevet før og aldrig kommer til at få på samme måde igen. 

Det bedste er, at jeg har pakket det hele – skolen og alle jer – ind i mit hjerte, hvor I vil være for altid og for evigt være en kæmpe del af mig. 

Det her er kun begyndelsen, og vi har knyttet livslange bånd. Det er det bedste.

På gensyn mine kære venner. Jeg glæder mig til mange flere fremtidsminder med jer, og jeg håber, at alle de mennesker, I vil møde i jeres liv, vil blive smittet af den kærlighed, vi er blevet fyldt op med i år! Tak for verdens bedste år!