Efterskolen er magisk

Pigeweekend 600

Josephine 14Af Josephine Christine Dorthe Tilsted
Det er aften og klokken er 22.30. Snart kommer aftenvagten forbi for at sige godnat. Min rumbo står og børster tænder. Hun synger en sang, vi lærte for et par dage siden. Jeg smiler og gaber og tænker tilbage på en super dag, hvor pigeweekenden er startet. Vi har afholdt den store bagedyst. Der blev virkelig gået til den og kreativiteten og engagementet var helt i top.

Aftenvagten banker på døren. Det er en af de aftener, hvor alt ånder fred. Vagten siger sødt godnat og spørger ind til, hvordan vi har det. De interesserer sig virkelig i, hvad der sker. Det nyder jeg.

I morgen skal vi battle mod hinanden i den lille hal. Det er vist noget med at lyset bliver slukket på nær noget hvidt stroposkoplys. Det glæder jeg mig til.

Min rumbo og jeg fniser. Hun er blevet som en søster. Jeg deler mit værelse og min hverdag med hende. Det er virkelig noget af det bedste ved efterskolen.

Inden weekenden er omme, skal vi også have mudderkamp, hvor alle piger skal ud foran huset og kæmpe imod hinanden i en stor mudderpøl. Det er jeg lidt bekymret over, for det er koldt, og jeg er ikke specielt vild med at blive beskidt. Men det bliver garanteret også rigtig sjovt.

Vi slukker lyskæderne på værelset. Jeg trækker vejret dybt og nyder, at jeg ligger helt perfekt i sengen. Der er helt stille på værelset, men der et stort postyr af indtryk i mit hoved. Tanker om alt det der er sket i dag, og om hvad den efterfølgende dag vil bringe. Det er nu, jeg tænker. Tænker på dem derhjemme. Jeg tænker på alle de minder, vi allerede har sammen her på skolen. Jeg tænker på alt det, der sker. Efterskole er dissideret magisk.

Jeg falder hurtigt i søvn og sover tungt.