Gensyn med OE-pladsen

OE Pladsen Brøruphus Efterskole 7

Det er med en stor portion vemod og en rigtig stor portion glæde over alt det gode, der er sket i løbet af det sidste år, at elevholdet 15/16 har taget fat på den sidste uge.

I starten af året var vi på tur til OE-pladsen, hvor alle overnattede i telte, og vi havde en rigtig dejlig aften med bål, fællessang og smuk solnedgang i det gode vejr. Mandag kl. 13.00 cyklede vi alle derud igen for at gentage successen. Det var dog med visheden om, at vejrudsigten ikke var med os, men det er jo før set, at den ikke passer – så vi håbede. Desværre var det en af de gange, hvor den var ret præcis. Regn, regn og atter regn fra kl. 14 til langt ud på natten.

Alle kom frem til pladsen, nogle mere våde end andre, og vi fik alle sat telte op eller bygget mere eller mindre vandtætte bivuakker. Grillen blev tændt op, men den silende regn gjorde det umuligt at få ordentlig gang i den. Friluftsveteranen Stoffer fik sat gang i byggeriet af et rigtig godt tag, som kunne beskytte grillen. Lidt forsinket, men endnu mere våde, fik vi alle grillstegte koteletter og pølser med kartoffelsalat.

Humøret steg lidt, men med udsigten til en lang nat i utætte telte og mange elever, der allerede havde deres sidste tørre sæt tøj på blev det besluttet at ringe til DK-busser for at høre, om de kunne hente os og køre os tilbage til skolen. Hatten af for god service for 45 minutter senere holdt der tre busser og til kæmpe jubelscener, gik vi alle ind i de tørre varme busser.

Aftenen blev afsluttet med lagkagebygningskonkurrence i skolens spisesal, og ved godnat sov alle elever dybt, udmattede af dagens strabadser men med en helt ny fornemmelse for, hvor god en varm seng i tørvejr kan føles.