Gruppetur og cafeaften

Gruppetur

Fra tirsdag til onsdag har alle grupper været på tur. Formålet er at ryste grupperne bedre sammen, så alle føler sig trygge i et mindre fællesskab. Det kan virke uoverskueligt, at skulle forholde sig til 174 andre elever, og derfor er det rigtig vigtigt at møde hinanden i mindre doseringer.

Nogle grupper har boet i shelters, andre i spejderhytter eller bivuakker. Men uanset hvor turen gik hen, var det nogle glade og smilende elever, vi fik tilbage på skolen.

I går aftes havde vi vores traditionelle, første cafe-aften, hvor alle var på scenen. En af opgaverne der skulle løses på gruppeturen var nemlig at lave noget underholdning på cirka fem minutter. Opgaven blev løst med alt fra fællessang, quizzer, video og en helt originalt komponeret sang til lejligheden.

Det er kun fem dage siden, vi alle mødtes for første gang, og det er utroligt så hurtigt, der er blevet skabt et fællesskab, hvor alle forsøger at bidrage og ønsker at lære de andre at kende. I pausen blev der hygget og snakket, så vi næsten ikke kunne komme i gang igen. Og da vi skulle sige godnat, var der virkelig mange, der havde svært ved at slippe de andre og gå ind for at sove – noget vi selvfølgelig skal have styr på, men også et tegn på, at der er mange, der allerede føler sig hjemme.