Kostpolitik

På Brøruphus Efterskole kommer du til at leve et meget aktivt liv. Uanset om du mest er til idræt eller de kreative fag, så vil du opleve, at din krop bliver presset fysisk. Derfor er det vigtigt, at du indtager en god, varieret og nærende kost.

Formålet med kostpolikken på Brøruphus Efterskole er:

·  At maden er sund, velllavet og ernæringsrig ud fra gældende anbefalinger og kostråd
·  At skabe og understøtte sunde kostvaner hos målgruppen af elever med højt fysisk akvitetsniveau
·  At fremme elevernes præstationer gennem bedre energi og koncentration
·  At kunne forebygge kostrelaterede sygdomme på længere sigt

Læs mere om de officielle kostråd på Fødevarestyrelses hjemmeside 

KØKKENET
Køkkenet er bemandet med faglært personale, som brænder for at skabe den bedst mulige madoplevelse, hvor vi har fokus på god kvalitet, smag og kreavitet. Vi opdaterer os hele den på den nyeste viden indenfor kost og ernæring til unge mennesker. Vi deltager i seminarer og kurser for at lade os inspirere og være i løbende udvikling. Vi afprøver løbende nye metodikker og nye retter.

Vores motto er : Hjemmelavet er bedst uden en masse tilsætningsstoffer og kunstige sødestoffer.
I køkkenet er der hjerterum og plads til en krammer og et godt grin. Vi modtager gerne ris/ros og ønsker til menuen.

Maden er et mix af nye og gamle retter afstemt efter årstid og sæson samt inspiration fra alle verdenshjørner. Maden er produceret fra bunden med friske råvarer af god kvalitet. Der varieres mellem forskellige kødtyper og udskæringer, fisk og vegetarretter. I vores madlavning anvender vi masser af bønner, linser, bulgur, hvedekerner mm.

Vi producerer vores brød selv – franskbrød, rugbrød og boller samt kager. Vores brød bages med alle mulige forskellige grove meltyper og fibre, for derigennem at opnå bedre mæthed. Vi langtidshæver det meste af vores brød, da det giver bedre struktur og smag samt fremmer optagelsen af brødets næring. Vegetar/specialkost – der er mulighed for at aftale vegetar/specialkost med køkkenpersonalet.

 

LEVERANDØRER
Fisk leveres frisk fra Århus Fiskeeksport, både til det kolde bord og til den varme ret. Kød og kylling leveres frisk 3 gange om ugen fra Silkeborg Slagteren, som er en CO2 neutral virksomhed. Vi køber dansk kød og kylling. Vores kød har max 10 pct. fedt. Vi forsøger at købe økologiske varer i videst omfang i forhold til pris og kvalitet. Kolonialvarer handles hos BC i Skanderborg. Grøntsager og frugt leveres flere gange om ugen af BC eller Grøn Fokus, som er økologiske leverandør.

 

ØKOLOGI
Vi har bronzemærke 30-60% og vi forsøger at købe økologiske varer i videst mulige omfang i forhold til pris og kvalitet. Vi arbejder hele tiden med større implementering af økologi i vores køkken. Af vores faste økologiske sortiment kan nævnes al vores brød og rugbrød, mælk, mel, surmælksprodukter, gryn, grov kornsorter, gulerødder, knækbrød. Vi køber mest muligt økologisk/dansk frugt og grøntsager.

 

KØKKENTJANS
Vi har hver dag 6 elever med i køkkenet. Alle elever er i køkkenet 1 uge om året fra onsdag til tirsdag, hvor de træder ud af den skemalagte undervisning. Eleverne får indblik i de daglige rutiner i køkkenet og rengøringen samt roterer hele ugen igennem i de forskellige arbejdsfunktioner. Dette er med til at skabe respekt omkring maden og være en del af en arbejdsplads. Hver dag præsenteres det varme måltid af den køkkenelev, som har været med til at producere middagsmåltidet.

 

MÅLTIDERNE
Morgen kl. 7.20-7.50 
Friskbagte boller, ristet rugbrød, smør, ost, smøreoste, syltetøj, honning, økologisk tykmælk, cornflakes, havregryn, rugfras, hjemmelavet musli, havregrød eller øllebrød, frugtstykker og gulerødder, vand/økologisk minimælk. Jævnligt serverer vi hjemmelavet yoghurt, hjemmelavet rugbrødsdrys eller tørret frugt, nødder og All bran.

Formiddag kl. 10-10.30
Rugbrød, leverpostej, gulerødder, frugtfad.

Middag kl. 12-12.30
En varm hovedret, hvor til der hver dag serveres flutes og grøntsager/råkost/salat, vand.

Eftermiddag kl. 14.30
Forskelligt hver dag vekslende mellem grovboller, frugt, rugknækbrød, pizzasnegle, kanelfranskbrød, rugbrødstykker mm.

Aften kl. 17.50 – 18.30 
Kold buffet med en lun ret, leverpostej, 3 forskellige pålæg, fisk, æg, pastasalat, råkost/salat, rugbrød, vegetarisk pålæg, the og vand.

Aftenforfriskning kl. 21.00 
Frisk franskbrød, smør, syltetøj, frugt, the.

Weekenden kl. 10-11
Samme udbud som i hverdagen, dog kræser vi herudover med f.eks. hjemmelavet nutella, frugtfade, jordbærtopping, müslicrunch, blødkogte æg, æble- og appelsinjuice, røræg m/bacon og pølser, pandekager.