Musiklinjen i København 2015

Linjetur København

Musikkonservatoriet, jazzkoncert, teaterkoncert, Kastanievejens Efterskole, optræde på Strøget, shoppe, spise lækker mad og meget, meget mere. 

cecilieAf Cecilie Vaming Madsen
I linjeugen op til efterårsferien var Musiklinjen i København. Det var en fantastisk tur fyldt med spændende og udfordrende oplevelser. Helt særligt var besøget på Det Rytmiske Musikkonservatorium, hvor vi fik undervisning af tre kandidatstuderende. Vi fik et unikt indblik i hverdagen der hvor Danmarks ypperste musikere bliver uddannet, og det var inspirerende at opleve, hvor forskelligt deres tilgang til musik er. Én underviste os I at optage lyde og derefter lade sig inspirere til selv at lave musik, en anden fik os til at lave musik på små maskiner, en lavede det sejeste body-percussion og så var der selvfølgelig lidt mere almindeligt sammenspil. Det var en stor oplevelse.

Om onsdagen optrådte vi alle på Strøget med akustiske udgaver af de numre, vi har arbejdet med. Det var en grænseoverskridende oplevelse at stå og spille foran helt fremmede mennesker og forsøge at få dem til at stoppe op og lytte til musikken – men det var samtidig også meget lærerigt og vanvittig sjovt. 

Da vi forlod København fredag den 9. oktober var vi alle trætte, men samtidig glade og meget positive over alle de indtryk og oplevelser vi fik i løbet af fem helt særlige dage.

Hele ugen havde Marie Biehl sit videokamera med, og hun har klippet denne lækre video sammen, der viser rigtig mange af de gode øjeblikke.