Musiklinjen i København

Musik handler om at være kreativ og skabe. Derfor brugte vi to dage i København på at lære at udtrykke os gennem musik. Først en workshop med Andreas Wetterberg og Esben Schack der brugte Ableton Live til at lære os, hvordan man kan lave musik med apps på mobilen. Workshoppen blev holdt på skibet Illutron, et gammel kranskib, der nu er hjemsted for kreative, eksperimenterende kunstnere. Vi lavede musik så båden dansede og fik et indblik i, hvad elektronisk musik kan når den er i hænderne på nogle af landets dygtigste musikere.

På Det Rytmiske Musikkonservatorium havde vi workshop med Annette Bjergfeldt, der er en super dygtig sangskriver og underviser. Hun fik os til at skrive egne numre og til at skabe musik, hvor der før var ingenting. Et enkelt nummer blev endda så færdigt, at vi optrådte med det på Strøget.

At stå på Strøget og spille for fremmede mennesker og forsøge at få dem til at stoppe op og lytte, er en stor udfordring, og det er en god oplevelse at se, hvad der skal til, før musik virker. Det samme oplevede vi på Kastanjevejens Efterskole, hvor vi spillede koncert for deres musikelever for derefter at være tilskuere til dem.

Det var en uge i København med masser af musik og hygge. God mad og fællesskab, musikfilm i biografen, Sigurd Barret på Nationalmuseet, jazzkoncert på Paradise og godnatsang på Idtrætsfabrikken.