Musik, løb og hygge

Horsens Posten Løbet Brøruphus Efterskole 65

I år var der også levende musik på Dyrskuepladsen, inden Horsens Posten Løbet gik i gang. Det var naturligvis musiklinjen fra Brøruphus Efterskole, der leverede sang og musik, så ingen kunne være i tvivl om at der skete noget helt særligt på Dyrskuepladsen. ”Vi er omkring 30 på musiklinjen og spiller med i forskellige sammenspilshold i løbet af året. Vi spiller til skolearrangementer og mange andre steder. I dag var vores sidste koncert,” fortalte Anna Lin Rosenlund, som er tæt på at afslutte 10. Klasse på Brøruphus.

Sammen med Caroline Gammelmark hyggede hun sig i skyggen under skolens pavillon, mens omkring 80 af skolens 170 elever var ude at løbe. Dertil kom en flok løbeglade forældre.

Lærer brænder for løb


Også Jan Nielsen var glad for dagen. ”Det er anden gang vi deltager i løbet. Anledningen er, at vi har en lærer der brænder for løb, og så laver vi en hyggelig dag ud af det. Vi har også kongespil og fodbold med, så man kan lave andet end at løbe. I år er det første gang, eleverne på musiklinjen optræder til løbet – men det er jeg sikker på de vil gøre igen.”